30. apr. 2024
Af Majken Munk

Rasmus og Sofie har deres første kys: Sætter ord på øjeblikket i Kærlighed hvor kragerne vender

Rasmus og Sofie i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Rasmus og Sofie i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
Da Rasmus tager sit endelige valg i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, er der amoriner i luften. Han og Sofie har deres første kys, og nu sætter hun ord på oplevelsen.

Rasmus står i ”Kærlighed hvor kragerne vender” over for at tage sit sidste valg.

Nemlig om han vil fortsætte med at date Maria O. eller Sofie.

Men inden da skal han også lige have præsenteret sine to udvalgte piger for sine forældre, der er på besøg.

For Sofie var det en god oplevelse af møde sine potentielle svigerforældre.

- Jeg var da spændt på, hvordan det var at møde hans forældre, og hvad de synes om en. Hvis det er en kommende svigerfamilie, at de ville synes godt om en. Jeg var da lidt nervøs. Det var dejligt at møde hans forældre. De var søde og tog godt imod os, fortæller hun til BILLED-BLADET.

Sofie fornemmede, at Rasmus var en del mere stille i selskab med sine forældre, men det gav anledning til, at forældrene kunne spørge ind til pigerne og lære dem bedre at kende.

Efter forældrebesøget har Sofie en klar idé om, at hende og Rasmus sagtens kunne være et match.

- Jeg synes, at Rasmus var rigtig sød, og jeg kunne godt se, at det kunne blive til noget. Så havde jeg nogle sommerfugle i maven, for jeg var en lille smule slags forelsket, fortæller hun.

Men sommerfuglene i maven var dog ikke med til at gøre hende sikker på, hvem Rasmus ville foretrække.

- Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvordan det ville gå, fordi man kunne ikke regne Rasmus ud, eller hvad han ville vælge. Jeg synes, vores kemi var godt. Vi havde nogle gode snakke og så havde vi det bare sjovt sammen, fortæller Sofie og uddyber:

- Jeg var meget nervøs for, at det var mig, der skulle ryge hjem. Jeg havde lidt ondt i maven og var nervøs over, hvad han ville vælge.

Spændingen bliver forløst, da Rasmus sender Maria O. hjem og vælger Sofie til.

- Jeg fik et sus i maven, og jeg tænkte: ”Er det virkelig rigtigt? Er det mig?” Og så var jeg bare rigtig glad for, at han valgte mig, fortæller hun.

Det gør også, at der nu er tid til at prioritere hinanden, og efter valget er amorinerne tydelige for seerne.

Det ender med, at Rasmus og Sofie har deres første kys.

- Det var en dejlig oplevelse at kysse ham og komme tættere på ham. Og at vide at nu var det kun ham og mig, at der ikke var andre piger. Det var dejligt, at det kun var mig og ham, fortæller hun og uddyber, at hun fik følelser for Rasmus:

- Der kommer lidt følelser af en slags småforelskelse.

Læs mere om: