Sådan har Hilda Heick det inden Vild med dans-premieren
Nedtællingen til ”Vild med dans”-premieren er i gang, og Hilda Heick er yderst spændt på, hvordan det kommer til at gå.
Hun får sin debut i TV 2-showet sammen med den garvede, professionelle danser Michael Olesen.
- Vi skal vise i ”Vild med dans”, hvad vi har knoklet med de sidste uger. Jeg glæder mig, men jeg er også hundenervøs, skriver en ærlig Hilda Heick i et opslag på Instagram og fortsætter:
- Jeg håber på, det går godt, om ikke andet for Michaels skyld. Han fortjener ros for tålmodighed med den gamle dame, han skal danse med.
BILLED-BLADET har fået lov til at bringe Instagram-opslaget, hvor sangerinden har delt en selfie af det hårdtarbejdende dansepar.
Har haft det sjovt
74-årige Hilda Heick bliver den ældste nydanser i ”Vild med dans”, og der er særligt en ting, hun ser frem til i premiereprogrammet.
- Jeg glæder mig, for jeg tror, at alle vi nydansere gerne vil prøve, hvordan det er at være på dansegulvet i vores kostumer i det store studie, fortæller Hilda Heick til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Min dansepartner Michael og jeg har haft det sjovt, og han har været på hårdt arbejde. Ja, det har jeg også!
Læs den store guide
”Vild med dans” har premiere fredag den 2. oktober kl. 20.00 på TV 2. Der bliver ikke stemt nogen ud i det første program.
Få din store guide til årets ”Vild med dans” i BILLED-BLADET, der er på gaden fra torsdag den 1. oktober.