
Samtalen du ikke ser på tv: Så tætte blev Benjamin og Morten i virkeligheden med James

Strækningen svarer til køreturen fra København til Prag, og derfor er det ganske naturligt, at ikke alt bliver vist i TV 2-programmet ”Først til verdens ende”.

Alligevel er det overraskende, hvor lidt tv-seerne får fornemmelsen af det stærke bånd, der blev knyttet mellem Benjamin, Morten og James i aftenens afsnit.
- James, der sidder i den her kørestol, han er bare et livsstykke af et menneske. Altså den power. Da han tilbyder at køre os, kan jeg slet ikke tro det, fortæller Benjamin til BILLED-BLADET, hvorefter hans forlovede, Morten, uddyber den relation, de fik skabt til James.
- Indtil for tre år siden var James en del af det amerikanske militær, hvor han fløj helikopter og fly. Han bygger så sit eget fly, men styrter ned, og derfor er han lam i dag. Siden har han ikke rigtig følt, at han var noget værd. Derfor så han sit snit til at være noget for os, forklarer Morten.
De mange timer på landevejen, hvor parret og James delte ud af personlige livshistorier og -erfaringer, knyttede et bånd mellem dem, der stadig holder ved efter hjemkomsten til Danmark.
- Vi har stadig kontakt med James og Kathleen i dag. De skrev også, at de meget gerne vil komme til vores bryllup, når vi skal giftes. Så kunne en af deres falke flyve ringene ind, lyder det fra Benjamin.

Parret er da heller ikke i tvivl om, at deres placering som nummer 1 i ræset efter første etape udelukkende er James’ fortjeneste.