Se Louise Wolffs flotte gravide mave
Det er fem uger siden, at Louise Wolff gik på barsel fra jobbet på ”Go’ morgen Danmark”, og hun og kæresten Jonas Bøgh venter nu i spænding på at møde deres lille datter.
Den højgravide TV-vært har termin i disse dage, og hun viste sin flotte, struttende mave frem, da hun i september var til optagelserne på en Knæk Cancer-særudgave af ”Hvem vil være millionær”, som blev sendt søndag aften på TV 2.
Der fortalte 38-årige Louise Wolff til BILLED-BLADET, at hun i princippet kunne have født, når programmet blev sendt.
Det blev dog ikke tilfældet, for tirsdag fortæller hun, at hun stadig ikke er blevet mor.
Louise Wolff glæder sig
Louise Wolffs lille pige kan komme til verden når som helst, og det er en smule svært for hende at forstå, at hun snart står med et barn i armene.
– Det er stadig så surrealistisk. Jeg ved jo udmærket godt, at der ligger en baby, og jeg mærker hende flere gange dagligt, siger Louise Wolff til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Det der med at forstå, at der rent faktisk kommer en pige på et tidspunkt, som skal bo hos mig og være min og min kærestes, er så stort, at vi nok først forstår det rigtigt, når hun er her. Og vi glæder os helt vildt!