26. okt. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Silas fra Landmand søger kærlighed fortæller: Sådan gik den romantiske weekend

Silas og Maxine 
Silas og Maxine
Foto: Anders Brohus/TV 2
Silas Krog fra "Landmand søger kærlighed" sætter ord på sin romantiske weekend med Maxine.

Det blev den unge Silas Krog, som Maxine i sidste uge inviterede med på romantisk weekend, og i tirsdagens udgave af ”Landmand søger kærlighed” var det tid til, at de to skulle tilbringe et par dage i hinandens selskab.

- Jeg synes, det var nogle hyggelige dage, fortæller Silas.

Vild udfordring

Parret var først i København, hvor de skulle prøve kræfter med en kæmpe gynge, som de skulle springe ud i fra mange meters højde.

- Det var supersjovt. Jeg tænkte, det var nemt, men når man kiggede ned, var der meget langt, og jeg var nervøs for, om snorene kunne holde. Jeg tænkte, at jeg skulle springe hurtigt, for ellers ville jeg bakke ud, fortæller bejleren.

Efter den vilde oplevelse tog de til Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor der ventede dem en fornem middag, men forinden skulle de have nøglerne til værelset. Eller faktisk til værelserne, for i begyndelsen ville Maxine gerne have, at de boede på hver deres.

Silas: Det var en skam

- Jeg synes, det var en skam, for så ville man få en halv oplevelse ud af det. Hvis vi sov på samme værelse, kunne vi snakke om aftenen, inden vi skulle sove. Jeg tænkte, det ville være mere hyggeligt at sove sammen, så man kunne lige så godt spørge, hvad hun tænkte om det, fortæller Silas, der fik overbevist Maxine om, at det var en god ide at nøjes med et enkelt værelse, og det viste sig at være en god løsning.

- Det var alletiders og hyggeligt at dele seng med Maxine. Vi havde en god weekend, hvor vi fik snakket noget mere.

Ville gerne have haft et kys

Men mere end snak blev det ikke til mellem Silas og Maxine på den romantiske weekend.

- Et lille kys vil man da altid gerne have, men der skete ikke noget, fortæller Silas Krog.

Hvordan det er gået ham og Maxine siden da, kan man se i næste uge i ”Landmand søger kærlighed”.

Læs mere om: