31. okt. 2019
Af Lene Skriver Bak

Silas støtter Umut: Tonen er alt for hård

Silas Holst.
Silas Holst.
Foto: Hanne Juul
Silas Holst har selv oplevet på egen krop, når tonen bliver hård og han er "trist ind i hjertet" over, at det nu betyder, at Umut trækker sig.

Silas Holst er berørt over, at Umut Sakarya har valgt at trække sig fra "Vild med dans" 2019.

Umut forklarer selv, at den hårde tone, folk bruger, når de taler om og til ham på de sociale medier, er blevet for meget for ham og nu vil han ikke mere.

Det er uacceptabelt, at tonen er blevet, som den er, skriver Silas Holst på instagram.

- At voksne mennesker angriber ham og mobber ham i en al for voldsom grad med trusler om boycot og meget andet, er simpelthen ikke acceptabelt, understreger danseren og fortsætter:

- At nogle voksne mennesker ikke bare kan lade det gå hen over deres hovedet, hvis / når de ser par, de ikke kan lide, forstår jeg ikke.

Silas har oplevet den hårde tone

Den hårde tone kender han kun alt for godt.

- Tonen er hård - for hård. Jeg er selv i denne sæson blevet kaldt alt lige fra "pædofile svin" til at der er blevet skrevet "fuck af, danse-bøssesvin" på taget og hen over ruderne af min bil.

Silas Holst påpeger stilfærdigt, at folk skal huske på, at det handler om underholdning.

- Vi gør det altså allesammen i forsøget på at underholde seerne. Ikke for at pisse nogen af, skriver den populære danser og slutter med en opfordring:

- Jeg håber af hele mit hjerte, at vi kommer tilbage til at være et samfund, der vender tommelfingeren opad, når vi støder på folk / holdninger, der er anderledes end os selv og vores egne, i stedet for at bruge den miderste finger.

Læs mere om: