Skulle have været sendt i november: Nu kommer TV 2-dokumentar endelig
Det er mere end tre måneder siden, at TV 2 annoncerede, at de ville sende dokumentaren ”Saxo Bank bag facaden”, men alligevel har den endnu ikke været vist på tv.
Årsagen er, at Saxo Bank klagede over, at dokumentaren indeholdt blandt andet åbenlyse fejl og udokumenterede påstande, og det gjorde, at den blev udskudt hele to gange i efteråret.
Onsdag kan TV 2 dog oplyse, at dokumentaren, der retter et kritisk blik mod stifterne af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, nu alligevel bliver sendt.
- Saxo Bank er en stor dansk virksomhed med milliardomsætning og mere end 2.000 ansatte. Det er samtidig en profileret virksomhed, ikke mindst på grund af bankens to stiftere, Lars Seier Christensen og Kim Fournais. Det er derfor en relevant og væsentlig historie, når en række centrale kilder og eksperter træder frem og udtaler sig kritisk om banken, udtaler TV 2-redaktør Lasse Bjerre.
Det er Dokumentarkompagniet, der står bag dokumentaren, der har været undervejs i over to år. Den kan ses på TV 2 og TV 2 Play fra søndag 26. februar.