31. aug. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Svend fra Landmand søger kærlighed: Det er slet ikke sjovt

Svend Poulsen
Svend Poulsen
Foto: Claus Fisker
Svend Poulsen skjulte det godt, men i virkeligheden var landmanden meget, meget nervøs, da han skulle på speeddate.

73-årige Svend Erik Poulsen er den ældste landmand nogensinde, der har været med i ”Landmand søger kærlighed”, og tirsdag aften var det blevet hans tur til at møde sine fem bejlere.

Snakken gik derudad på hans speeddates, men i virkeligheden var det slet ikke så nemt for Svend, som det så ud i fjernsynet.

Bød Svend op til dans

- Jeg har aldrig været så nervøs. Det kunne man ikke se på tv, men jeg var rigtig nervøs. For det første fordi det skulle på tv, og for det andet fordi det var uvante omgivelser, og jeg skulle møde fem piger, som jeg ikke havde set før. Når det er noget, man ikke har prøvet før, så kører adrenalinen, fortæller Svend.

Det blev dog ikke kun til snak under speeddaten, for den ene af kvinderne var modig nok til at byde Svend op til en dans, og det var han frisk på.

- Hvis man bliver stillet en udfordring, så siger jeg ja, siger han og afslører, at det ikke er det sidste dans, man kommer til at se fra hans side i ”Landmand søger kærlighed”.

Svend fortæller også, at det faktisk ikke var så ligetil, da han fik en svingom med Ilse. Der var nemlig ikke noget musik i lokalet, hvor speeddaten blev holdt. Den musik, som seerne hører derhjemme, er blevet lagt på efterfølgende.

Dansen var dog ikke Svends eneste udfordring i tredje afsnit af ”Landmand søger kærlighed”. Det var nemlig også første gang, at han skulle sige farvel til én af kvinderne.

- Jeg havde læst brevene igennem flere gange, og jeg havde en ide om, hvem der ville passe bedst til mig, og min mavefornemmelse passede nogenlunde, efter jeg havde mødt dem. Jeg tror ikke, at Gitte var mit match, siger Svend om sin beslutning.

https://imgix.billedbladet.dk/foto_-_tv_2-10_1_1.jpg
Svends fem udvalgte kvinder.
Foto: TV 2

- Det er slet ikke sjovt. Jeg havde gået derhjemme og forberedt mig på, at der ville komme nogle vanskelige situationer. Jeg ville helst ikke såre de piger, der er med, for de skulle helst have en god oplevelse ud af at det. Men de kender også spillets regler, siger Svend og fortsætter:

- Jeg forberedte mig også på, at jeg kunne blive valgt fra. Jeg havde det med i mine overvejelser, og jeg gik og arbejdede med i mit hoved, at det kunne ske.

Indtil videre har alle de fire tilbageværende kvinder dog sagt ja til at komme med Svend videre på gruppedate. Man kan se, om sønderjyden lykkes med at finde sin sidste store kærlighed de næste mange uger i ”Landmand søger kærlighed” på TV 2.

Læs mere om: