TILLYKKE: Lene Beier fylder 40 år
Lene Beier må på sin 40-års fødselsdag undvære ægtemanden Anders samt sønnerne Otto, 5, og Arthur, 8, hjemme i det nye hus i Dragør, hvor familien er flyttet ind. TV 2-værten er nemlig ude på landevejene og i fuld gang med nye optagelser til ”Landmand søger kærlighed” og ”En stor dag på godset”.
- Jeg er på TV-optagelser om dagen, men er heldig at have aftenen fri, hvor jeg tager fra Knuthenborg til min mor i Skive for at fejre fødselsdag. Mine sønner skal i skole tirsdag morgen, så det ville blive for bøvlet at få dem med. Derfor er de blevet hjemme hos Anders, fortæller Lene til BILLED-BLADET.
Sommerfugle i maven
- Min mor har lovet at lave min livret, som er thailandsk oksekødssalat med koriander og chili, så jeg er glad. Og jeg får en kæmpe fødselsdagsgave: Mandag aften er der premiere på ”En stor dag på godset” på TV 2 og ”Beier bygger” på TV 2 Fri, og det skal vi se, siger Lene med et smil. Hun har sommerfugle i maven, når det gælder ”Beier bygger”, hvor man følger byggeriet af drømmehuset i Dragør.
- Jeg plejer at besøge andre mennesker på godser eller gårde, og nu er det pludselig omvendt. Jeg er spændt på, hvad andre synes om det, fortæller Lene. Hun er først færdig med TV-optagelserne den 3. juni og glæder sig til at komme hjem.
- Anders knokler for at blive helt færdig med huset til Ottos seks-års fødselsdag den 6. juni, hvor vi har inviteret familien til grill-aften. Det ser jeg frem til, lyder det fra TV-værten, der har det fint med fylde 40 år.
- Jeg er med alderen blevet bedre til at sige ”pyt” og hænger mig ikke længere i småting. Og så sætter jeg endnu større pris på det, der sker i mit liv.
BILLED-BLADET ønsker stort til lykke med fødselsdagen!