14. maj. 2020
Af John Lautrup

Ulla Terkelsen: Dét har jeg savnet

Ulla Terkelsen
Ulla Terkelsen
Foto: Aller Media
Ulla Terkelsen, TV 2s udenrigskorrespondent, har været spærret inde i Cannes i to måneder. Hun følger sig heldig, men har ærgret sig over tomme blomstervaser.

Ulla Terkelsen har under coronakrisen været spærret inde i sin franske hjemby, Cannes, i hele to måneder. Hvilket naturligvis er aldeles uvant for TV 2s omkringflyvende korrespondent. Undervejs har hun fundet ud af, at hun i særlig grad har savnet noget ganske bestemt.

- Jeg tænker, at jeg er heldig. Jeg er jo i risikogruppen med mine 76 år. Og så er jeg heldig at bo i en dejlig lejlighed, hvor der er plads og ikke klaustrofobisk. Og hvor jeg glæder mig til at se familie og venner igen. Dem savner jeg selvfølgelig ..., og så savner jeg afskårne blomster. Blomsterhandlerne har haft lukket, og jeg kan ikke lide tomme vaser. Jeg synes, det er uhyggeligt, smiler hun og indrømmer, at det ikke var så lige til at måtte undvære rejseriet.

- Jeg skulle lige vænne mig til det i starten. Men efter to-tre uger havde jeg vænnet mig til det. Man lægger sit livsmønster om og indstiller sig på det. Når man tænker på situationen i USA med massegrave og Italien, hvor de døde bliver kørt væk i lastbiler, så har jeg jo ikke lidt nogen nød, siger hun.

Læs interview med Ulla Terkelsen i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 14. maj.

Læs mere om: