
Undrede du dig også? Så tætte var Emma og Albert i virkeligheden

Torsdagens roseceremoni bød på noget af et twist, da Emma og Mais roser pludselig skulle deles ud under minglen.
Det ændrede både en del for kvinderne, men også mændene, som nu kun havde et skud i bøssen for at imponere.
Der var nok nogle af mændene, som vi alle vidste, ville få en rose - og det gjorde de.
Men særligt en fyr overraskede til minglen, nemlig Albert.
Vi så for første gang en meget følelsesladet mand, som valgte sin egen skæbne inden kvinderne fik lov til at tilbyde deres roser.
Flere seere tænkte nok, at han ikke havde så store chancer for at få en rose alligevel, da han ikke havde snakket så meget med kvinderne.

Det er dog slet ikke tilfældet, hvis man spørger Emma. Hun fortæller nemlig, at hun har snakket meget mere med Albert end vi har fået lov at se på tv.
- De har klippet næsten alle vores interaktioner ud, afslører hun til BILLED-BLADET.
Albert har snakket med Emma til rigtig mange mingles, og her kunne hun tydeligt mærke hans interesse, hvilket hun gengældte. Hun var også rigtig glad for at Albert mødte hendes far, og her havde hun også en god mavefornemmelse omkring ham.
Men det er ikke bare disse små interaktioner, som er blevet klippet ud. Også en helt essentiel del af programmet har aldrig set dagens lys.
- Ved minglen inden sidste uges roseceremoni havde han allerede luftet ideen om, at han overvejede kun at sige ja til min rose.
Albert havde derfor spillet noget mere med kræfterne end vi seere havde troet. Det kunne være, at produktionen havde gemt disse klip, så vi ikke kunne regne ud, hvem Emma endte med at give den sidste rose, men sådan blev det altså ikke.
Albert fortalte Mai, at han havde besluttet at stoppe eventyret her. Han ville dog heller ikke få tilbudt en rose af hende, men det ville han faktisk af Emma.

Det var derfor helt frivilligt at han valgte at tage hjem til Danmark. Han rejste hjem sammen med Mark og Jakob.
