Usikkert om Marianne Eihilt fortsætter i Vild med dans
To år i træk har Marianne Eihilt været dommer i ”Vild med dans”, og hun har elsket hvert et sekund. Dansekonkurrencen vender tilbage i 2021, men om det igen bliver med fem dommere, må tiden vise.
- Jeg har virkelig nydt at være dommer, for det er lidt som at være tilbage i gamle dage, hvor jeg selv var med som danser. Det vækker mange minder og følelser, når man går ind i studiet, fortæller Marianne Eihilt til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg føler også, at jeg skal leve op til noget, så jeg har et krav til mig selv om, at det, jeg gør, skal være ordentligt. Jeg nyder virkelig at have jobbet, men det er jo ikke kun mig, der skal tage beslutningen, det skal TV 2 og produktionsselskabet Mastiff jo bestemme.
Privatlivet skal hænge sammen
Selv om 46-årige Marianne Eihilt elsker dommerjobbet, så har hun også en lille familie, som hun skal have med i sine overvejelser.
- Det afhænger også af, hvordan det fungerer på hjemmefronten. Jeg har jo to små børn, og det skal også hænge sammen. Så på den måde er det ikke en beslutning, jeg kan tage alene, siger hun og tilføjer med et smil.
- Men jeg har lyst til at fortsætte som dommer, det har jeg. Men der er mange, jeg skal tage hensyn til, og jeg har det sådan, at det ikke må gå ud over andre, at jeg laver ”Vild med dans”,
Mariannes søde kæreste
Marianne Eihilt bor med sin kæreste, Keld, og deres to børn, Frederic, 5, og Emily, 2, i Aarhus og forklarer, hvordan hun har fået det til at fungere med dommertjansen i København.
- Jeg har afleveret børnene fredag morgen, og så har jeg de fleste gange haft en babysitter til at hente dem, som så har haft børnene i et par timer, indtil min kæreste har taget over, fortæller hun og fortsætter:
- Så har han været sammen med dem og har også været så sød at stå op med dem om morgenen, så jeg kunne sove lidt længere. Men det koster på kontoen, fordi jeg er så træt dagen efter.