4. dec. 2020
Af Karina Didriksen

Vild med dans: Anne Linnet synger julen ind

Anne Linnet.
Anne Linnet.
Foto: Robin Skjoldborg
Sangerinden Anne Linnet gæster ”Vild med dans” lørdag den 5. december, hvor hun skal synge sin nye julesang.

”Vild med dans” er nu kommet ind i julemåneden, og når program 10 sendes lørdag den 5. december, kommer der en særlig gæst på besøg.

Anne Linnet lægger nemlig vejen forbi og vil sørge for julestemningen i studiet.

Den 67-årige sangerinde skal optræde med sin nye julesang ”Vi synger julen ind”.

Hygge i en mørk tid

Julesangen handler om glæden ved den mørkeste tid på året. Den tid, hvor vi rykker tættere sammen, tænder lys og er der for hinanden.

- Der er en nærhed og en nostalgi i denne mørke tid. Vi rykker sammen og elsker at se tilbage og synge gamle kendte sange, som f.eks. ”Dejlig er Jorden”, der er min yndlingsjulesalme, siger Anne Linnet i en pressemeddelelse.

Den 20. november udgav Anne Linnet jule-EP'en ”Vi Synger Julen Ind”, der består af fire moderne klassikere.

Anne Linnet kan opleves på scenen i ”Vild med dans”, når det sendes lørdag den 5. december kl. 20.35 på TV 2.

Læs mere om: