Vild med dans-ekspert er ikke i tvivl: De kommer i omdans
I sidste uge gik konkurrencen for alvor i gang, da Nicholas Kawamura og Karina Frimodt måtte forlade ”Vild med dans” som de første.
Deres exit kom som en stor overraskelse for mange, da parret lå på en samlet andenplads, efter dommerne havde afgivet deres karakterer.
Men da sms-stemmerne tikkede ind, stod det klart, at det var Nicholas og Karina samt Andrea og Eugen, der måtte en tur i omdans, hvor sidstenævnte fik flest stemmer og dermed også endnu en uge i det populære danseprogram.
Fredag aften må endnu et par så forlade konkurrencen – men hvem er i farezonen i denne uge? Det giver BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg sit bud på:
- I sidste uge havde jeg Andrea og Eugen som kandidater til at ryge ud, og det har ikke ændret sig, efter de måtte i omdans i sidste uge. Derfor tror jeg, at de kommer i farezonen for anden uge i træk.
Der er dog én ting, der kan redde parret fra en omdans, mener Lone Vandborg:
- Hvis nu de får en førsteplads af dommerne, vil det selvfølgelig være sværere at opnå en samlet score, der bringer dem i farezonen, også selv om de skulle få færrest sms-stemmer.
Et par, som Lone Vandborg til gengæld mener, kan blive reddet af seernes sms-stemmer, er Cecilie og Damian, der har ligget lavt hos dommerne i de to foregående uger:
- Jeg synes, at dommerne har dømt Cecilie og Damian hårdt i de to første programmer, og derfor tyder det jo på, at de igen vil ligge lavt i denne uge, når dommerstemmerne er afgivet, men jeg tror, at de igen vil få sms-stemmer nok til at slippe for en omdans.
Men hvem forudsiger ”Vild med dans”-eksperten så, vil komme i omdans mod Andrea og Eugen?
- Jeg tror meget vel, det kan blive mod Natasha og Thomas, siger Lone Vandborg.
Men hun påpeger også, at det indtil videre er en meget uforudsigelig ”Vild med dans”-sæson.
- Det virker virkelig som en sæson, hvor alt kan ske! Da Nicholas og Karina røg ud i sidste uge, lå de på en samlet andenplads hos dommerne, og det viser jo, at ingen kan vide sig helt sikre i år! Parrene ligger tæt fra start af, og flere, der lå højt i første program, lå lavt i andet – og omvendt! Derfor er det selvfølgelig ekstra svært at forudsige, hvordan det kommer til at gå i aften, siger Lone Vandborg.
Dermed er der lagt op til endnu en spændende danseaften, når TV 2 kl. 20 blænder op for årets tredje program af ”Vild med dans”.