Vild med dans-ekspert før semifinale-gyser: Ham skal du holde øje med
Fredag aften bliver det afgjort, hvem der skal danse i finalen af ”Vild med dans” 2021 – og der er lagt op til noget af en gyser.
Tilbage står svømmer Pernille Blume, tv-vært Lise Rønne, sanger Jimilian og ”Bagedyst”-deltager Micki Cheng, som skal kæmpe om de tre eftertragtede finalepladser.
Fredag aften er der ingen omdans, og det par, der har færrest point, når dommernes karakterer og seernes stemmer er lagt sammen, må forlade konkurrencen med det samme.
Ifølge BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg er der ingen tvivl om, hvem dommerne helst så i finalen:
- I sidste uge bekendte dommerne kulør om, hvem de synes, skal i finalen, da de gav Pernille, Lise og Jimilian væsentligt højere karakterer end Micki, og der er ingen tvivl om, at Micki også i denne uge vil få lavere dommerkarakterer end de tre andre nydansere, siger Lone Vandborg.
Men alligevel er Micki Cheng aftenens helt store joker ifølge ”Vild med dans”-eksperten – han har nemlig vist sig at være en yderst populær herre hos seerne.
- Spørgsmålet er, om Micki kan få så mange sms-stemmer, at han kan skubbe dét par, der kommer til at indtage dommernes tredjeplads ned i bunden, siger Lone Vandborg.
Selv om han i ugevis har ligget sidst hos dommerne, så har seerne alligevel reddet Micki Cheng gang på gang, og ifølge Lone Vandborg skal ”Bagedyst”-stjernen krydse fingre for, at han endnu en gang går rent hjem hos seerne.
- Micki skal håbe på, at hans store danseglæde og charmerende optræden vinder så mange seer-hjerter, at seernes sms-stemmer kan redde ham, siger ”Vild med dans”-eksperten.
For selv om Micki Cheng skulle få de laveste dommerkarakterer, så kan det på grund af hans store popularitet ende med at blive et andet par, der misser finalen.
- Det par, der ligger på en tredjeplads, når dommerstemmerne er afgivet, skal absolut ikke føle sig sikre på en finaleplads, siger Lone Vandborg.
Du kan følge den spændende semifinale i ”Vild med dans” på TV 2 fra kl. 20.