19. jan. 2019
Af Laura Dalgård Hansen

X FACTOR: Her er dommernes kategorier

Sofie Linde, Ankerstjerne, Oh Land, Blachman
Foto: Martin Høien
Fredag aften blev spændingen udløst. ”X Factor”-dommerne Oh Land, Ankerstjerne og Blachman fik at vide, hvilke kategorier de skal arbejde sammen med.

Hvert år finder ”X Factor” på en ny og spidsfindig måde at afsløre over for dommerne, hvilke kategorier de skal arbejde sammen med de næste mange måneder.

Sofie Linde overraskede dommerne

Det var også tilfældet i denne sæson.

I fredagens program troede Ankerstjerne, Oh Land og Blachman, at de skulle høre årets sidste audition-deltager, men ind ad døren kom i stedet Sofie Linde.

Spændingen steg, da "X Factor"-værten afslørede, at dommerne nu skulle have at vide, hvem der skulle arbejde sammen med solister under 23, solister over 23 og grupperne.

Dommerne sad med svaret

Men til dommer-trioens store overraskelse, havde de faktisk siddet med svarene hele dagen, røbede Sofie Linde, inden spændingen for alvor blev udløst.

Inde i dommernes sorte notesbøger gemte der sig et brev, hvor der stod, hvem de skulle arbejde sammen med.

Årets kategorier fordeler sig således:

Thomas Blachman: Solister over 23

Ankerstjerne: Solister under 23

Oh Land: Grupper

På fredag begynder udskillelsesforløbet, når dommerne skal vælge, hvilke solister og grupper de vil have med til de nervepirrende ”5 chair challenge”-programmer.

Læs mere om: