4. okt. 2022
Af Majken Munk

Daniel og Birgitte skylder 222.000 kroner: Efter Luksusfælden betaler de kreditorer ud

Daniel og Birgitte samt eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann i "Luksusfælden"
Daniel og Birgitte samt eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann i "Luksusfælden"
Foto: Viaplay Group
Daniel og Birgitte har optaget lån ved 18 kreditorer for 222.000 kroner, og derfor søgte de hjælp i ”Luksusfælden”.

38-årige Daniel og 32-årige Birgitte bor i Vejle med deres datter Ellen på fem år.

Parret har efterhånden oparbejdet en gæld, som de håber, at eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann fra ”Luksusfælden” kan hjælpe dem med.

Daniels idé

Økonomien tynger særligt Daniel i hverdagen, og derfor lufter han idéen om, at han og Birgitte kan tilmelde sig ”Luksusfælden”.

- Det var i bund og grund nok mest min ide. Vi har set rigtig mange afsnit af ”Luksusfælden”, og så havde vi snakket om det løst. Så sagde jeg, det synes jeg, vi skulle prøve. Hun var helt med på ideen, da det så var, fortæller Daniel til BILLED-BLADET.

- De hjælper mange mennesker, og det er sådan set det, vi gik ind i programmet og håbede på, at de kunne. Det var at få hjælp, tilføjer han.

Svær afsked

Allerede fra eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann besøger parret første gang, står det klart, at de skal tage nogle store beslutninger.

Daniel og Birgitte skal nemlig opsige deres depotrum, hvor de gemmer mange af deres datter sager, og det får Birgitte til at blive rørt.

Hun har nemlig været ramt af en fødselsdepression, og der er mange minder i de ting for hende.

- Jeg har aldrig betvivlet Birgittes evne til at være mor. Der er en masse minder i det for vores vedkommende. Min holdning var, at depotrummet ikke var nødvendigt, men det er heller ikke mig, der har haft en fødselsdepression. Hun finder en trøst i det. Det må man leve med. Man skal tage sine kampe med omhu, fortæller han.

Hun beslutter sig dog for at tage afsked med rummet.

Hemmelige lån

Da eksperterne skal præsentere parrets samlede gæld, kommer det frem, at der er tale om hele 222.000 kroner.

Parret har ikke fællesøkonomi, står Birgitte for 80.000 kroner til ti kreditorer, mens Daniel står for 142.000 til otte kreditorer.

To af Birgittes lån er dog nogle, hun har optaget, uden Daniel ved noget om det.

- Jeg anede hånden på hjertet ikke, før vi stod i Luksusfælden. Jeg må nok sige, at det overrasker mig faktisk på en negativ måde. Man burde jo være ærlig over for hinanden med sådan. Det vidste jeg ikke, men det ved jeg nu. Det er bare en del af gælden, og det skal bare afvikles, fortæller Daniel.

Snart gældfri

Da parret har indvilliget i at gå med på eksperternes præmisser, får de den udsigt, at de kan være gældfri inden for små fire år.

https://imgix.billedbladet.dk/lf_-_vejle_-_06_iartiklen.jpg
Daniel og Birgitte får præsenteret flere muligheder af eksperterne for, hvornår de kan være gældfri.
Foto: Viaplay Group

Daniel og Birgitte har siden overholdt budgettet, og så har Daniel endda rettet andre ting til, så det er lykkedes ham at betale to kreditorer yderligere ud.

- Efter de var gået, kunne jeg betale to kreditorer ud. Vi har solgt lidt ud, og så har jeg snakket med mit telefonselskab, hvor jeg sparer 100 kroner om måneden. Siden de var her, har jeg fået 600 kroner mere at leve for. Det er rart, fortæller han og fortsætter:

- Vi havde inden lavet en liste over alle kreditorer, og når der bliver betalt en ud, bliver der sat en glædelig streg over den. Der er sat flere streger nu, end der er kreditorer.

Dejlig hjælp

Daniel og Birgitte er blevet bedre til at tale om økonomi, efter de har været med i ”Luksusfælden”.

For dem har det udelukkende været en positiv oplevelse at være en del af programmet.

- Det har været spændende. Det har været lærerigt. Det er jo ikke noget, jeg havde drømt om, jeg skulle prøve at være med i, men det er sådan, det er, og så må man få det bedste ud af situationen. Det synes jeg egentlig, vi har været gode til, fortæller Daniel.

Han er efter programmet kommer under 100.000 kroner i gæld, og parret er overbevist om at de er gældfri hurtigere end de tre år og otte måneder, eksperterne mente.

Læs mere om: