Morten Kjeldgaard: Se hvem han skal op imod i Fangerne på fortet
Morten Kjeldgaard får følgeskab af sin dansekollega, Michael Olesen, og tv-værten, Sofie Østergaard, når trekløveret i foråret skal dyste i en ny ombæring af "Fangerne på fortet", der sendes på TV3.
Deres konkurrenter bliver tidligere håndboldspiller Lars Rasmussen, nuværende håndboldspiller Kristina "Mulle" Kristiansen og Micki Cheng, kendt fra sin medvirken i "Den store bagedyst".
TV3 genopliver efter flere års pause "Fangerne på fortet", hvor kendte dyster mod hinanden og sig selv i de udfordringer på mod og snilde, der kendetegner konceptet. Det hele foregår på Fort Boyard ud for den franske atlanterhavskyst.
Joachim Boldsen og Camilla Ottesen bliver værter, mens Anders Lund Madsen skal træde i Ove Sprogøes og Ole Ernsts markante fodspor som vismanden i tårnet.
Ekstra Bladet har tidligere afsløret et af de øvrige hold, som består af Janni Ree og Amalie Szigethy fra "Forsidefruer" samt den tidligere tennisspiller og realitystjerne, Frederik Fetterlein.
Premieredatoen er endnu ikke fastsat, men det bliver en gang i løbet af foråret.