Vidste du det? Derfor sagde Poul Bundgaard nej tak til rolle i Matador
Skuespilleren Poul Bundgaards kolleger fra Olsen Banden, Ove Sprogøe og Morten Grunwald, fik begge deres navn på rollelisten i danskernes favorit-tv-serie "Matador", men faktisk kunne Poul Bundgaard også godt have været en del af holdet.
Det fortælles i et storværk om tv-serien med titlen "MATADOR" skrevet af forfatter og filmredaktør ved Dagbladet Information Christian Monggaard og forfatter og filmkritiker Jacob Wendt Jensen.
Test din viden om "Matador" - besøg vores quiz-sektion her og find en quiz om den populære tv-serie
Selv ville Poul Bundgaard ikke fortælle, hvilken rolle det drejede sig om, men hans søn Peter Bundgaard fortæller i bogen, at det var rollen som maleren "Fede".
- Han sagde nej, fordi han endnu en gang skulle spille én, der var tyk og spiste wienerbrød, og på det tidspunkt havde han lyst til at prøve nogle anderledes og mere alvorlige roller, fortæller Peter Bundgaard blandt andet.
Rollen som maleren Frede Hansen, kaldet "Fede", gik i stedet til skuespilleren Benny Hansen.
Bogen "MATADOR" har mere end 300 illustrationer, vejer knap tre kilo og blev udgivet af forlaget Book Lab.