Vidste du det? Stylist Kenny Alexander havde særlig ting til fælles med skuespiller Steen Springborg
Du får nok svært ved at gætte det, men kendis-stylisten Kenny Alexander havde én ganske særlig ting til fælles med den i dag afdøde skuespiller Steen Springborg.
Du kender sikkert Steen Springborg fra en række film og tv-serier, ligesom han også har slået sine folder på den danske revyscene. Hvad du muligvis ikke ved er, at han for en del år tilbage solgte de mest bedårende hvalpe af racen Bichon Havanais.
Det er nu 12,5 år siden, men én af Steen Springborgs hvalpe endte med at blive et kært familiemedlem hjemme hos kendisstylisten Kenny Alexander.
Det fortalte stylisten, da han den 26. oktober var gæst til bogreceptionen på ”Hundens bog – et kærlighedsevangelium”, der er skrevet af Hella Joof og Ellen Hillingsø.
– For 12,5 år siden, der solgte skuespiller Steen Springborg hvalpe, så jeg var hjemme hos ham og sige: ”Jeg tager den røde”. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om han var en dreng eller en pige, så jeg kaldte ham bare Ingeborg. Jeg havde nok set for meget ”Den eneste ene”. Da vi fandt ud af, at han faktisk er en dreng, så blev det bare til Hr. Ingeborg, fortalte Kenny Alexander til bogreceptionen, hvor han havde sin bedårende bomuldshund, Hr. Ingeborg med.
Hella Joof og Ellen Hillingsø, der var værter ved arrangementet, havde nemlig opfordret deres gæster til at medbringe en logrende plus-en til receptionen.
Hr. Ingeborg blev sidenhen en rigtig byhund, og det er derfor ikke blevet til meget hundetræning gennem tiden. Alligevel har opvæksten i Indre København lært den lille, firbenede ven et par tricks.
– Han er opvokset i Studiestræde, så han er en rigtig city-hund. Han kan både gå på glas og gennem bræk en søndag morgen. Der er ikke noget, der slår ham ud, fortæller Kenny Alexander til bogreceptionen, hvor han blev gjort selskab af skuespillerinde Line Kruuse.