
Dennis fra Landmand søger kærlighed fandt ikke sammen med Katja: Sådan går det i dag

Der var fem bejlere om buddet, da Katja i efteråret ledte efter den eneste ene i ”Landmand søger kærlighed”, og det endte med at blive Dennis, som hun inviterede med på romantisk weekend.
Kemien mellem de to var god, men der opstod ikke romantiske følelser, og i dag er de ’blot’ venner.
Dennis har fået mange beskeder
Katja har siden fundet sammen med Michael, men hvordan går det med Dennis og den store kærlighed?
- Det går ikke så godt. Der var mange, der skrev til mig, og der kommer stadig nogle stykker, men der er mange useriøse imellem, fortalte Dennis, da BILLED-BLADET mødte ham til Reality Awards.

Han har dog ikke opgivet drømmen om at finde en kæreste.
- Jeg havde lidt givet op på kærligheden og mistet troen på mig selv, men efter at have set programmet, tænker man, at man nok er god nok alligevel, lød det videre fra Dennis, som havde søsteren Louisa med til awardshowet.
- Det er dejligt at se, at han har udviklet sig så meget, som han har, sagde hun om sin bror, der altså fortsat er på jagt efter den eneste ene.
