12. jun. 2023
Af Caroline Andersen

Disse fodboldlegender har været Kasper Hjulmands helte

Kasper Hjulmand
Kasper Hjulmand.
Foto: Kaspar Wenstrup
Kasper Hjulmand har som mange andre set op til de store danske fodboldtalenter.

Den 16. juni er det danske fodboldlandshold klar til kamp, når vi møder Nordirland til kvalifikationskampen til EM.

Fodboldlandsholdets træner, Kasper Hjulmand, har nu givet sit bud på, hvem der er hans egen yndlingsspiller – dog ikke fra det nuværende landshold. Der gemmer sig nemlig mange favoritter blandt de mange landsholdlegender, der har været i tidens løb.

– Min første landsholdshelt, det var Allan Simonsen. Han spillede i Gladbach på det danske landshold, og jeg tror, der i 1977, der er jeg fem år gammel, der bliver han kåret til Europas bedste spiller. Der er Allan Simonsen den første spiller, jeg så op til, fortæller Kasper Hjulmand i en video fra Herrelandsholdets Instagram.

Men det er ikke kun Allan Simonsen, der ligger højt på landstrænerens liste over fodboldtalenter.

– Hvis vi holder os til danske spillere, så har Michael Laudrup været en helt vanvittig inspiration for mig. Jeg har også besøgt ham i Barcelona, når han har spillet der, fortæller Kasper Hjulmand i videoen.

Men som dreng, var der særlig én dansk fodboldspiller, der havde indflydelse på Kasper Hjulmands stil på banen.

– Da jeg var knægt, der spillede jeg i nummer seks. Uden benskinner og med strømperne helt nede omkring anklerne, fordi jeg syntes, at Søren Lerby var sej. Der har været en del spillere, der har inspireret mig, og som jeg har set op til, afslutter Kasper Hjulmand i videoen.

Privat er Kasper Hjulmand gift med Vibeke Hjulmand. Parret har sammen tre børn.

Læs mere om: