
Emma Lund og hendes forlovede skal være forældre: Nu har de taget endnu et stort skridt

PL-atleten Emma Lund og Anes Jasarevic har knoklet for at sætte deres Østerbro-lejlighed i stand.
Men Emmas voksende mave har gjort, at den lille familie har fået behov for mere plads.
Derfor har de netop købt en anpart i et hus i Gentofte.
Det betyder, at Anes kan starte forfra med et nyt renoveringsprojekt – og det passer ham egentlig meget godt.
– Jeg kan ikke lade være, siger Anes med et stort smil, da han fortæller til BILLED-BLADET, at der skal laves et nyt badeværelse og et nyt køkken i det nye hus, som de skal sætte i stand over de næste par måneder.

– Vi kommer til at bo på førstesalen, og så er der en, der bor i stueetagen. Vi har vores egen indgang, og vi har noget fælles græsareal. Vi kommer til at få en garage på 77 kvm, hvor vi laver et fitnesslokale til Emma, fortæller Anes, der indskyder, at Emma endelig vender ”hjem” til Gentofte, hvor det danske cykeltalent er født og opvokset.
– Vi kommer til at bo fem minutter fra Emmas forældre og 10 minutter væk fra mine, fortæller Anes.
– Vi kommer til at bo lige ved super-cykelstien. Det kommer til at gøre det så meget nemmere for mig at træne, konstaterer Emma, der er cirka tre måneder henne.
Du kan se parret quizze i en sød leg i videoen nedenunder: