6. mar. 2023
Af Josephine Sjelhøj

Bruce Willis' hustru kommer med opsang til paparazzifotografer: Lad ham være!

Emma Heming og Bruce Willis. 
Emma Heming og Bruce Willis.
Foto: Ritzau Scanpix
Bruce Willis’ hustru, Emma Heming Willis, har en klar opfordring til journalister og fotografer, der råber efter den sygdomsramte stjerne på gaden.

Bruce Willis trak sig tilbage fra skuespillet i marts 2022, fordi han led af sygdommen afasi. Han er siden da kun blevet set en håndfuld gange i offentligheden.

I februar delte Bruce Willis’ familie den hjerteskærende nyhed om, at stjernens sygdomstilstand er blevet forværret, og at han er blevet diagnosticeret med demens.

Familien har siden diagnosen fokuseret på at give Bruce Willis en tryg og stabil hverdag, så han kan leve så fuldt ud som muligt.

En af de ting, der står i vejen for det, er paparazzifotografer, der følger efter Bruce Willis hver gang han forlader sit hjem.

Det fortæller hans hustru, Emma Heming Willis, i en video på Instagram.

I videoen fortæller hun, at hun frygter for sin mands sikkerhed, fordi fotograferne råber efter den 67-årige sygdomsramte stjerne.

- Hvis du tager dig af en person med demens, ved du, hvor svært og stressende det kan være at få dem ud i verden og navigere dem sikkert rundt, selv hvis det bare er for at få en kop kaffe, fortæller Emma Heming Willis i videoen.

Hun beder dem derfor om at lade ham være, når han er i offentligheden af hensyn til hans sikkerhed, så han kan få den plads, han har brug for.

Læs mere om: