12. feb. 2019
Af Lene Skriver Bak

George Clooney: Meghan bliver jagtet som Diana blev

Fotomontage: Amal og George Clooney og hertuginde Meghan.
Fotomontage: Amal og George Clooney og hertuginde Meghan.
Foto: MEGA
Hollywood-stjernen George Clooney langer ud efter medierne, som han mener er for hårde ved hertuginde Meghan.

George Clooney er gennem sin hustru, Amal, gode venner med hertuginde Meghan.

Den 57-årige superstjerne raser over et bestemt segment af medieverdenen, som han synes, er alt for hårde ved hertuginde Meghan.

George Clooney bruger endda eksemplet med hertugindens svigermor, prinsesse Diana, på hvor voldsomt dele af presse behandler Meghan.

- Hun er en kvinde, der er gravid i syvende måned og hun bliver forfulgt og svinet til og jagtet på samme måde, som Diana blev. Historien gentager sig, sagde George Clooney ved et arrangement i Los Angeles og tilføjede:

- Vi så jo, hvordan det endte. Jeg kan ikke forklare, hvor frustrerende det er at se det. I (medierne, red.) tager et brev fra en datter til en far og udsender det overalt. Hun får virkelig en hård omgang, og det er uforsvarligt.

George Clooneys udtalelser kommer efter at et privat brev, hertuginde Meghan har skrevet til sin far, Thomas Markle, er blevet offentliggjort på en hjemmeside.

George Clooney ikke alene

Det er ikke kun George Clooney, der har talt for, at hertuginde Meghan skal behandles bedre.

Også prinsesse Tessy, der er fraskilt fra prins Louis af Luxembourg, har taget bladet fra munden.

Prinsessen skrev på Twitter, at ingen fortjener at blive behandlet på den måde og brugte anledningen til at minde om at opføre sig ordentligt generelt:

- Det er ikke pænt at tale grimt om andre, bare fordi man kan, mens man gemmer sig bag internettets anonymitet. Forbliv omsorgsfuld, skrev prinsesse Tessy.

Læs mere om: