15. mar. 2016
Af Esben Holm

Sådan ser det ud med Downton Abbey-filmen

Downton Abbey
Herskab og tjenestefolk foran Downton Abbey.
Foto: ITV
TV-serien "Downton Abbey", som i julen 2015 sluttede efter seks sæsoner, fortsætter med stor sandsynlighed på biograflærredet. Men de mange millioner fans må væbne sig med tålmodighed.

Rygterne om en filmudgave af den verdensomspændende succes-serie ”Downton Abbey” har rumsteret et stykke tid. Men nu er der kommet en del mere kvalificeret kød på skelettet. Ifølge den britiske avis Daily Mirror har alle de bærende kræfter fra TV-serien, som strakte sig over seks sæsoner, givet deres mundtlige ja til at medvirke i filmen – dog desværre bortset fra Dame Maggie Smith, 81.

Violet Crawley overlever ikke

Handlingen i filmen skal foregå flere år efter 1925, hvor TV-serien stoppede, og alene af den grund er det usandsynligt, at Maggie Smiths figur, den aldrende enkegrevinde Violet Crawley, overlever skiftet fra TV til film. Dame Maggie Smith udtalte inden TV-seriens afslutning, at det efterhånden var urealistisk, hvor gammel hendes karakter, Violet Crawley, var blevet. - Hun kan da ikke fortsætte. Hvad jeg ved af, må jeg (Violet Crawley, red.) være 110 år nu, sagde Maggie Smith til The Sunday Times i marts 2015. SE BILLEDERNE: Downton Abbey - her er alle minderne

Tjenestefolkene mindre underdanige

”Downton Abbey”-filmen skal optages i England, og det er TV-seriens forfatter, Julian Fellowes, der skal skrive manuskriptet. Han har lige nu travlt med andre projekter, bl.a. dramaserien ”Doctor Thorne”, men ventes at hellige sig ”Downton Abbey”-filmen senere på året. Julian Fellowes røbede i sidste uge, at hovedtråden i filmen skal være den aristokratiske Crawley-families accept af tidens sociale forandringer, hvor tjenestefolkene ”downstairs” får en langt mindre underdanig rolle. - Jeg ser for mig, at Crawley-klanen er en af de familier, som overlever de nye tider. Forandringens vinde blæser stadig kraftigere, og de klogeste af de gamle, rige familier formår at tilpasse sig udviklingen.

Biografpremiere i 2018

Indspilningen af ”Downton Abbey”-filmen ventes ifølge Daily Mirror at begynde i slutningen af 2017 eller begyndelsen af 2018. Og så kan filmen formentlig være klar til en længe ventet biografpremiere i november 2018 – i god tid før julens helligdage.

Læs mere om: