Singin' in the Rain-stjernen Debbie Reynolds er død
Skuespillerinden Debbie Reynolds, der blandt andet er kendt for sin hovedrolle i en af filmhistoriens største musicalsucces'er, “Singing in the Rain”, er død. Hun blev 84 år gammel.
Dødsfaldet er sket blot en enkelt dag efter, at datteren Carrie Fisher gik bort i en alder af 60 år. Carrie Fisher fik sit gennembrud som skuespiller i rollen som prinsesse Leia i "Star Wars"-filmene.
Savnede sin datter
– Hun er hos Carrie. Hun forlod os, ganske kort efter at hun fortalte, at hun savnede Carrie. Det var hendes sidste ord, udtaler Debbie Reynolds' søn, Todd Fisher, til Reuters.
LÆS MERE: Prinsesse Leia fra "Star Wars"-filmene er død
Todd Fisher har også til den amerikanske nyhedskanal CNN sagt, at hans mor i døgnet op til sin død fortalte ham, at hun savnede sin datter så utroligt meget.
Alle elskede Debbie
Debbie Reynolds' helt store internationale gennembrud kom i 1952. I rollen som Kathy Selden i filmklassikeren "Singin' in the Rain" fik hun Gene Kelly til at falde pladask for hende. Resten af verdens musical-fans elskede også den kun 20-årige dansende og syngende skønhed.
Siden opnåede Debbie Reynolds at blive Oscar-nomineret for "The Unsinkable Molly Brown" i 1965 samt nomineret til en Tony Award i 1973 for sin hovedrolle i musicalen Irene.
Hun vandt i 2002 prisen "Life Achievement Award" ved Savannah Film and Video Awards.
Herunder ses mor og datter, Debbie Reynolds og Carrie Fisher, til Screen Actors Guild Awards i Los Angeles den 25. januar 2015: