26. apr. 2021
Af Christinna Braun

Thomas Vinterbergs rørende Oscar-tale: Ida, du er en del af miraklet

Thomas Vinterberg under takketalen til "Oscar-uddelingen". 
Thomas Vinterberg under takketalen til "Oscar-uddelingen".
Foto: Ritzau Scanpix
Thomas Vinterberg holdt en rørende tale, efter han og holdet vandt en Oscar for filmen ”DRUK”.

Det var naturligvis en meget glad og stolt Thomas Vinterberg, der indtog scenen til nattens Oscar-uddeling, efter hans film ”DRUK” havde vundet for Bedste internationale film.

Hans takketale formåede også at bringe tårerne frem, for efter han havde takket hele holdet bag filmen, rettede han ordene over mod sin 19-årige datter, Ida der tragisk omkom i en bilulykke, kort efter optagelserne til filmen var gået i gang i 2019.

En del af miraklet

Thomas Vinterberg takkede varmt hele holdet bag filmen – dem, som han selv beskriver det, der smed alt, hvad de havde i hænderne for at redde både ham og filmen, efter datterens tragiske dødsfald.

Den danske instruktør måtte samle sig på scenen, efter tårerne pressede på, og han rettede takketalen mod datteren Ida.

Vi ville lave en film, der hylder livet. Fire dage inde i optagelserne sker det umulige. Et uheld på en motorvej tog min datter fra os. Det var en, der kiggede i sin telefon. Vi savner hende, og jeg elsker hende. To måneder før, vi skød denne film, og to måneder før hun døde, var hun i Afrika. Hun sendte mig et brev, hun havde lige læst manuskriptet, og hun var ovenud lykkelig. Hun elskede det. Hun følte sig set. Det var meningen, hun skulle have været med (i filmen, red.). Hvis nogen tør tro, at hun er her sammen med os på nogen måde, så vil man kunne se hende klappe og heppe på os. Vi endte med at lave filmen til hende, som hendes monument. Ida, det, der lige er sket, er et mirakel, og du er en del af det mirakel. Måske har du trukket i nogle tråde et sted? Den her er til dig, tusind tak.

Læs mere om: