9. apr. 2021
Af Malan Joensen

Det frygtede Tom Jones efter hustruens død

Sangeren Tom Jones mistede sin hustru Linda i 2016.

Den walisiske superstjerne Tom Jones, 80, måtte i 2016 sige et svært farvel til sin hustru Linda Trenchard, som han havde været gift med siden 1957.

Hun døde af kræft på et hospital i Los Angeles.

Nu har Tom Jones ifølge Daily Express fortalt i et interview med Jo Whiley på BBC Radio 2 om nogle af de tanker, han gjorde sig på hustruens dødsleje.

Tom Jones frygtede blandt andet, at den altoverskyggende sorg over at miste Linda ville gå ud over hans evne til at synge.

- Hun spurgte mig: "Hvad tror du, at du vil gøre nu?", og jeg svarede "Det ved jeg faktisk ikke, og jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at synge - jeg tror, at ordene vil sidde fast i min hals", fortalte Tom Jones blandt andet i interviewet.

Linda opfordrede dog Tom Jones til ikke at opgive sin karriere og hans nye album, "Surrounded by Time", der udkommer i slutningen af april 2021, er da også dedikeret til hustruen.

Tom Jones og Linda Trenchard fik sammen sønnen Mark i 1957.

Efter Lindas død solgte Tom Jones deres bolig i Los Angeles og flyttede til London.

Læs mere om: