Opsigtsvækkende nyhed: Melodi Grand Prix skal optages på forhånd
I 2020 måtte det europæiske Melodi Grand Prix aflyses på grund af corona-pandemien.
Det var første gang siden konkurrencens begyndelse i 1956, at den årlige musikfest ikke blev afholdt – og European Broadcasting Union, der står bag det europæiske Melodi Grand Prix, vil nu sikre, at det ikke sker igen.
Derfor har de nu meldt ud, at alle lande på forhånd skal optage deres optrædener på bånd og sende optagelsen til EBU.
På den måde kan alle lande være med i konkurrencen, selv om en eller flere deltagere skulle være forhindret i at møde op på grund af rejserestriktioner eller karantæne.
Optagelserne må ikke have været offentliggjort, før de eventuelt skal afspilles under liveshowet, og vil så blive afspillet på det tidspunkt i showet, hvor landets deltager ellers skulle have optrådt live.
De to semifinaler og finalen i det europæiske Melodi Grand Prix 2021 bliver afholdt hhv. den 18., 20. og 22. maj i Rotterdam, da Holland vandt konkurrencen i 2019.
Lørdag den 6. marts bliver den danske deltager fundet, når Dansk Melodi Grand Prix 2021 løber over skærmen.