9. dec. 2020
Af Malan Joensen

Sådan hjalp Dolly Parton med covid-19-vaccine

Dolly Parton.
Dolly Parton.
Arkivfoto: MEGA
Countrystjernen har doneret et kæmpe beløb til kampen mod coronaepidemien.

Dolly Parton, 74, er et meget generøst og hjælpsomt menneske, der f.eks. har taget initiativ til at støtte udviklingen af børns læseevner og læselyst gennem programmet Imagination Library, der sørger for, at små børn jævnligt får foræret børnebøger.

En fantastisk idé, der senere er blevet udbredt til mange andre lande, og som oprindeligt tog sit udgangspunkt i Dolly Partons hjemegn Tennessee, fordi Dolly var ked af, at hendes egen far aldrig havde lært at læse og skrive.

Midt i den verdensomspændende coronapandemi viser Dolly Parton så igen sin hjælpsomhed og velvilje.

Ifølge magasinet Marie Claire har Dolly Parton nemlig i foråret doneret hele 1 million dollars, svarende til omkring 6,14 millioner danske kroner, til Vanderbilt University Medical Center, øremærket forskning i covid-19.

Pengene hjalp med at finansiere vaccineforsøg og klinisk forskning i forbindelse med udviklingen af Moderna covid-19-vaccinen, der ifølge magasinet kan blive tilgængelig for højrisikogrupper i USA i denne måned.

"Gud være lovet!" sagde Dolly Parton, da hun hørte den gode nyhed.

Læs mere om: