8. jun. 2020
Af Niels Burgos

Tillykke: Tom Jones, 80 år

Tom Jones - dengang i 1960'erne og i dag
Tom Jones - dengang i 1960'erne og i dag
Foto: Mega
Sangstjernen nyder sin alder. - Minderne er fantastiske, siger han.

Som søn af en kulminearbejder stod der ikke skrevet over lille Toms vugge, at han en dag skulle blive en af verdens største stjerner - oven i købet adlet af den britiske dronning og med ret til at blive tituleret "Sir Tom".

Gift i næsten 60 år

Den 7. juni fyldte Tom Jones 80 år - og kan se tilbage på et liv, som én af de sidste over 50 års mest tilbedte sangere. Allerede midt i 1960'erne fik den flotte waliser sine første store hits - og sit store trofaste publikum blandt især de kvindelige fans.

Ikke desto mindre forblev Tom gift med sin hustru, Linda - som han blev gift med som bare 16-årig i marts 1957. Parret fik sønnen Mark året efter. Tom Jones havde på det tidspunkt endnu ikke helt fået gang i sin sang-karriere, så for at forsørge sin nye lille familie tog han arbejde på en handskefabrik og fik siden job i byggebranchen.

Linda døde i april 2016 efter næsten 60-års ægteskab. Tom Jones aflyste alle sine koncerter, da Linda blev ramt af aggresiv kræft - og efter hendes død solgte han parrets kæmpevilla i Los Angeles for at flytte tilbage til London, hvor han kunne fejre sin fødselsdag.

Føler med børnene

- At blive 80 og have så fantastiske minder - og stadig at kunne optræde! Tak til alle, som har været med hele vejen ... til mit publikum, siger Tom i forbindelse med sin runde dag. - Gud har været god mod mig, og min stemme er der stadig. Så længe den er der, vil jeg op - at synge live er det, som betyder noget.

Under corona-krisen har Tom naturligvis isoleret sig selv - og hans fødselsdagsfejring blev nok også mere stille, end han havde planlagt. Men faktisk har Sir Tom prøvet det før. Som barn blev han syg af tuberkulose og måtte være isoleret i et lille værelse i to år.,

- Med denne nedlukning nu tænker jeg, hvordan klarer børnene det? Fordi jeg kan selv huske det, Det lærte mig ikke at tage mit helbred for givet, siger Tom Jones i et interview med BBC.

Læs mere om: