15. nov. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Lige før VM: Kasper Schmeichel giver løfte til kronprins Frederik

Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel
Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix
Kort før afrejse til VM i Qatar havde herrelandsholdet fint besøg af kronprins Frederik, og Kasper Schmeichel giver nu ham og resten af danskerne et stort løfte.

VM venter lige rundt om hjørnet, og tirsdag formiddag rejser det danske landshold med Kasper Hjulmand i spidsen til Qatar.

Dagen før afrejse fik holdet fint besøg i landsholdslejren af kronprins Frederik, der gerne ville vise sin opbakning til holdet forud for slutrunden.

Vil gøre kronprinsen og danskerne stolte

Her fik kronprinsen lejlighed til at veksle et par ord med blandt andre Kasper Schmeichel. Den danske førstemålmand var glad for det kongelige besøg, og via Instagram kommer han nu med et løfte til kronprinsen og resten af danskerne.

”Et sidste besøg af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik inden vi i morgen rejser mod VM. Tak for de positive ord med på vejen. Vi vil gøre alt for at gøre Dem og Danmark stolte”, skrev Kasper Schmeichel på Instagram mandag aften.

Kronprins Frederik bakker op

Det var også via det sociale medie, at kongehuset mandag delte billeder fra kronprins Frederiks besøg i landsholdlejren.

”Holdet står skarp, humøret er højt, og man behøver ikke bære rød-hvide briller for at have store forventninger til et dansk landshold, der er velspillende, har et fantastisk sammenhold, og hungrer efter at følge op på EM-succesen fra forrige sommer.

Som jeg flere gange har understreget, har landsholdet min fulde støtte uanset hvor i verden de spiller, denne gang glæder jeg mig til at heppe på holdet hjemmefra, og jeg ønsker Kasper Hjulmand og hans trup alt muligt held og lykke.

Kom så, Danmark!” lød det fra kronprins Frederik efter besøget.

Danmark spiller sin første kamp ved VM tirsdag 22. november.

Læs mere om: