Rørt Simon Kjær om at have sine sønner med til indmarch: Det havde jeg aldrig turdet drømme om
Da Danmark lørdag spillede EM-kvalifikationskamp imod Kasakhstan, fulgtes Simon Kjær med sine to sønner, Viggo og Milas, på banen.
Det er første gang far og sønner prøver det.
– Det var meget specielt – noget jeg aldrig havde turdet drømme om, sagde Simon Kjær efterfølgende til TV 2 Sport (link fjernet).
Simon Kjær: Jeg håber, de husker det
Drengene var lidt nervøse, og de syntes, det var lidt koldt, fortæller den stolte far, der synes, det var en fed oplevelse.
– Det var fandeme fedt at gå ind med dem. Det betød meget. Jeg har måske været en del af mine børns fødselsdage tre gange med hver – da jeg var skadet. Der er mange afsavn, og den lille kæmper pt. med det, når jeg tager af sted, så det er dejligt at kunne få den her oplevelse sammen. Han fylder otte år næste måned, og forhåbentligt er det her noget, han kan huske. Den store skal nok huske det, og det skal jeg i hvert fald også nok … sagde han.
Simon Kjær: Slår landskampsrekord
Årsagen til, at Simon Kjær fik den fantastiske oplevelse med sine børn, er, at kampen var den danske anførers kamp nummer 129 i rødt og hvidt, hvilket er en tangering af Peter Schmeichels landskampsrekord.
– At kunne tangere hans rekord er et privilegium og noget, jeg er utrolig stolt af. Og så håber jeg, at jeg får en enkelt mere tirsdag … siger han.
I aften spiller Danmark EM-kvalifikationskamp mod San Marino.