23. jul. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Trist nyt om Christian Eriksens fremtid i Italien

Christian Eriksen
Christian Eriksen
Foto: Mega
Det ser desværre ud til, at fodboldspilleren Christian Eriksens karriere i italiensk fodbold er et overstået kapitel.

Hele Danmarks Christian Eriksen faldt den 12. juni om med hjertestop under EM-kampen i Parken mod Finland.

Herefter fik han en hjertestarter indopereret, og Eriksen har det nu efter omstændighederne godt.

Christian Eriksen må stoppe i Italien

Desværre ser det dog ud til, at Christian Eriksen bliver forhindret i at fortsætte sin karriere i den italienske storklub Inter, som han i denne sæson var med til at gøre til national mester.

Et medlem af den medicinske komité under det italienske fodboldforbund, Francesco Braconaro, fortæller, at Christian Eriksen ikke får lov til at spille i Serie A med den ICD-hjertestarteren.

- Christian Eriksen kan ikke få en tilladelse til at spille i Italien, siger Francesco Braconaro til mediet Radio Kiss Kiss.

Han oplyser samtidig, at man vil genoverveje sagen, hvis danskeren får sin hjertestarter fjernet og meldes rask nok til at spille professionel fodbold.

Har længe været forbudt

I Italien har det længe været forbudt at spille professionel fodbold med en indopereret hjertestarter.

Årsagen er, at eksperter mener, at en ukontrolleret bold eller en tackling kan deaktivere den mekanisme, der giver et elektrisk stød i tilfælde af hjertestop.

Kontrakt de næste par år

Christian Eriksen har kontrakt med de forsvarende mestre fra Inter i Milano til sommeren 2024.

Læs mere om: