9. aug. 2020
Af John Lautrup

Ghita Nørby: Derfor betaler jeg gerne prisen for mine livsvalg

Ghita Nørby
Ghita Nørby
Foto: Thomas Laursen
Ghita Nørby har levet et langt og arbejdsomt liv, hvor hun ikke har nægtet sig noget. Det har haft sin pris, men hun fortryder intet.

Ghita Nørby, 85 år, har kastet sig ud i livet og taget for sig af retterne. Det er ikke sket uden omkostninger. I kølvandet ligger fire forliste ægteskaber, brudte venskaber og kuldsejlede kærlighedseventyr.

– Alting har sin pris, og det har det også, at jeg valgte arbejdet og altid har stået på scenen og foran kameraerne og bestilt noget. Og ment noget. Og gjort noget. Det har sin pris, og det skal jeg jo ikke stå og være forbavset over. Og jeg er heller ikke ked af det. For så skulle jeg jo pludselig til at fortryde mit liv. Hvorfor skulle jeg det? Skulle jeg så til at sige, at jeg har levet helt forgæves. Gu’ har jeg da ej. Jeg har haft det herligt. Med al den gråd og sorg og ulykke og glæde og seks østers og en halv hummer og alt muligt. Jeg har kastet mig ud i tilværelsen, og for mig har det været godt. At det så har sin pris kan ikke være anderledes, siger hun.

Næh, livet har været godt for Ghita Nørby. Og er det stadigvæk. Trods alt.

– Livet er så godt, som det nu kan være, når man er så gammel, som jeg er. Når man har det, som jeg har det, så er det jo godt, siger hun. Og fastholder, at hun siger det uden vemod.

– Næh, jeg vil sgu da ikke være vemodig over, at jeg er kommet hertil i tilværelsen. Det er jo mit liv. Et liv, som har strakt sig så længe, og jeg ved ikke, hvornår det holder op. Vemodig? Nej, tværtimod vil jeg sige. Jeg er da glad for tilværelsen. At jeg trækker vejret og stadig kan høre solsorten.

Læs stort interview med Ghita Nørby i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 6. august.

Læs mere om: