
Episoden bliver ikke vist i Først til verdens ende: Mohammed bliver truet på livet

I store dele af denne sæson af "Først til verdens ende" er turen gået gennem USA, hvilket har medført adskillige udfordringer for ét af parrene.
Vennerne Rand og Mohammed er i flere stater blevet mødt af fordomme og vrede mennesker, der har nægtet at hjælpe dem på deres rejse.

Men i byen Louisville, der er den største by i Trump-staten Kentucky, eskalerer alting.
Som det er tilfældet så ofte før i "Først til verdens ende" har Rand og Mohammed brug for et lift i deres videre færd, så da Mohammed får øje på en bil med en yngre kvinde i, går han hen for at spørge, hvor hun er på vej hen.
Ét scenarie, man ser i næsten hvert afsnit af TV 2-programmet, og som flere gange resulterer i en hjælpende hånd.

Det er dog ikke tilfældet her.
Mohammed når ikke at snakke med kvinden i mere end et par sekunder, før en mand kommer løbende mod ham og råber:
- Get the fuck away from my car now.

Mohammed undskylder straks og trækker væk fra bilen, mens manden fortsætter med at gå råbende imod ham.
- Lige pludselig trak han en pistol op af lommen, som han pegede lige i panden på mig, fortæller Mohammed til TV 2, der samtidig fortæller, at det han så i mandens øjne var rent had.
Til BILLED-BLADET fortæller Mohammed, at han reagerede ved at tage armene over hovedet og gå væk, mens han holdt vejret og tænkte: "Jeg må bare ikke blive skudt."
Da Rand og Mohammed kom i sikkerhed, var de meget påvirket af episoden, og i dag bliver Mohammed stadig rørt, når han taler om den.
Men trods den voldsomme oplevelse valgte vennerne at fortsætte ræset. For de nægtede at give op, selvom de konstant mødte modstand.
- De flotteste og sejeste historier, der findes derude, de kommer fra dem, der har mødt allermest modstand, siger Rand til TV 2.
