Jesper Christensen og Solbjørg Højfeldt vinder Lauritzen-prisen

Jesper Christensen og Solbjørg Højfeldt

Foto: Birger Storm

Skuespillerne Jesper Christensen og Solbjørg Højfeldt modtog begge Lauritzen-prisen på 250.000 kr. på Folketeatret.

Søndag, 25. september 2016 - af Karina Didriksen

Lauritzen Prisen 2016 løb søndag eftermiddag af stablen i Folketeatret i København. Her var det skuespillerne Jesper Christensen og Solbjørg Højfeldt, som blev belønnet med de mest prestigefyldte priser.

Troede det var en fejl

68-årige Jesper Christensen modtog Lauritzen-prisen for Årets mandlige skuespiller, og 69-årige Solbjørg Højfeldt modtog selvsamme pris for Årets kvindelige skuespiller.

- Jeg troede, det var en fejl, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet prisen, for jeg troede slet ikke, at den blev givet til filmskuespillere. Men jeg er rigtig glad og vil gerne sige mange tak til Lauritzen Fonden, fortalte Jesper Christensen til BILLED-BLADET efter prisoverrækkelsen.

Modtog en kvart million

Med Lauritzen-prisen følger en check på hele 250.000 kroner, og mens Jesper Christensen vil bruge pengene på et skriveprojekt, så vil Solbjørg Højfeldt bruge noget af beløbet på at fejre sin 70-års fødselsdag næste år.

De to vindere hædres på baggrund af deres kunstneriske præstationer på de danske scener, TV eller film.

Ud over Lauritzen-prisen blev der også uddelt fem andre priser. Det var blandt andet Believe In You-priserne, som gik til "Bedrag"-stjernerne Esben Smed og Natalie Madueno, og hæderprisen som blev overrakt på 81-årlige Preben Harris.

LÆS MERE: Jesper Christensen til fest med Kate og William