21. mar. 2023
Af Laura Dalgård Hansen, Pia Meisner

Lisbet Dahl blev såret over sit exit fra Cirkusrevyen: Nu reagerer revydirektøren

Torben Pedersen og Lisbet Dahl
Torben Pedersen og Lisbet Dahl
Foto: Peter Grosen
I den nye dokumentar "Lisbet Dahl: Tag mig, som jeg er", som blev sendt på TV 2 Charlie søndag aften, fortalte revydronningen ærligt, at hun blev såret over den måde, som hendes mange år i Cirkusrevyen sluttede på. Også revydirektør Torben Pedersen er ærgerlig over, at Lisbet Dahl ikke fik den afskedssæson, hun havde fortjent.

Lisbet Dahl er revydronningen over dem alle, og efter 34 sæsoner i Teltet på Bakken, skal hun denne sommer stå på scenen i Tivoli, hvor Tivolirevyen genopstår.

Den 76-årige skuespiller meddelte allerede i 2021, at 2022-sæsonen ville blive hendes sidste i Cirkusrevyen, men hun fik ikke den afslutning, som hun havde drømt om. Først kom corona i vejen, og det fik til sidst den konsekvens, at Lisbet Dahl slet ikke kom til at medvirke i sin sidste sæson.

I den nye TV 2 Charlie-dokumentar ”Lisbet Dahl: Tag mig, som jeg er”, fortæller hun meget ærligt, at hun ”blev meget såret over”, hvordan hendes mange år i Cirkusrevyen sluttede.

Også Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen er ærgerlig over, at Lisbet Dahls mange år i revyen sluttede, som de gjorde.

- Vi havde alle glædet os til, at Lisbet skulle fejres i Cirkusrevyen med en storslået finalesæson, og vi havde sat alle sejl til for at give hende den store hyldest, hun fortjener. Jeg kan virkelig godt forstå, at Lisbet er ked af, at hun ikke fik sin afskedssæson. Det er jeg virkelig også, siger Torben Træsko til BILLED-BLADET.

På grund af Lisbet Dahls sygdomsforløb som følge af corona blev revyens premiere i første omgang udskudt, så hun kunne nå at vende tilbage, men fire dage før premieren stod det klart, at hun måtte sygemelde sig igen, og at det denne gang var på ubestemt tid, forklarer Cirkusrevyens direktør.

- Derfor måtte vi træffe en hård, men nødvendig beslutning om, at Lisbet ikke skulle på scenen i 2022. Vi fandt, at det var det eneste forsvarlige at gøre i situationen. På den måde gav vi Lisbet al den tid, hun havde brug for, til at blive rask, samtidig med at alle på holdet kunne få ro til at gøre forestillingen færdig, forklarer Torben Pedersen.

Selv om Lisbet Dahl ikke selv medvirkede i sidste års revy, blev hun hyldet med et særligt hædersnummer hver aften. I august dukkede hun desuden op på scenen for en aften, hvor hun blev hyldet med blomster og stor applaus.

I Cirkusrevyen 2023 medvirker Niels Olsen, Niels Ellegaard, Mads Knarreborg, Bodil Jørgensen og Merete Mærkedahl. Der er premiere den 11. maj.

Lisbet Dahl var i august 2022 på scenen, hvor hun modtog stor applaus for sine mange sæsoner i Cirkusrevyen. 
Lisbet Dahl var i august 2022 på scenen, hvor hun modtog stor applaus for sine mange sæsoner i Cirkusrevyen.
Foto: Henrik Petit/Cirkusrevyen

Læs mere om: