30. dec. 2022
Af Stine Ramlyng

Lise Nørgaard om at bo på plejehjem: Sådan ser mit liv ud nu

Lise Nørgaard
Lise Nørgaard
Foto: Lars H. Laursen
105-årige Lise Nørgaard bruger rollator, for efter at være faldet flere gange kniber det med balancen. Men ellers går dagene på Else-Marie-hjemmet i Humlebæk bl.a. derudaf med nye veninder, gode grin og højtlæsning.

- Jeg er glad og tilfreds. Jeg tager hver dag, som den kommer", siger Lise Nørgaard, 105, i et interview til BILLED-BLADET kort før jul.

Lise Nørgaard: Min dag begynder ved 9-tiden

– Dagen på plejehjemmet begynder, når jeg står op. Nogle dage kan jeg godt ligge og putte mig til ved 9-tiden, og så får jeg min morgenkaffe og en halv grovbolle med ost og skinke. Frokost og middag spiser jeg sammen med de andre beboere – hvis jeg da ikke er inviteret ud. I går spiste jeg frokost med min gode ven, Jacob Wendt (som skrev biografien om Lise, da hun fyldte 100, red.) og hans kone, Line, på havnen i Rungsted, fortæller hun i interviewet, der blev bragt i BILLED-BLADET nr. 51.

Har fået to nye veninder på plejehjemmet

- Heldigvis har jeg fundet to andre damer her på hjemmet, som stadig har snøvsen i behold, om jeg så må sige, som jeg spiser sammen med. Den ene Elsa, er 98, og vi får nogle gode grin. Hun er meget betænksom.

- I dag kom hun med et glas Fernet Branca til mig, som jeg kunne styrke mig på, fordi strømmen på plejehjemmet var gået. Hun fortalte, at dagens menu var vintergryde og frugt til dessert. Det hedder “abemad” her.

- Elsa er et dejligt bekendtskab. Hun er en ren årsunge. Kun 98, sagde Lise Nørgaard kort før jul om veninden Elsa, der – ligesom Lise var – er beboer på Else Marie-hjemmet i Humlebæk.
- Elsa er et dejligt bekendtskab. Hun er en ren årsunge. Kun 98, sagde Lise Nørgaard kort før jul om veninden Elsa, der – ligesom Lise var – er beboer på Else Marie-hjemmet i Humlebæk.
Foto: Anna Johannesen

Det kniber med balancen

– Mærkelig nok har jeg ikke ondt nogen steder, men jeg blev ked af det, da jeg for et år siden faldt og brækkede skulderbladet, hvilket betød, at jeg skulle gå med armen i en slynge.

- Jeg har altid sat en ære i at knappe min brystholder selv, men der gik da heller ikke mere end 14 dage, før jeg kunne igen! Det er ikke morsomt at være invalid. Når man er ubehjælpsom, er man til at megen ulejlighed, så det bestræber jeg mig på ikke at være, slår forfatteren bag Matador fast.

Læs mere om: