11. dec. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Matthew Perry, Lise Nørgaard og Holger Rune er på top 10: Her er den mest googlede person i 2023

Matthew Perry, Lise Nørgaard og Holger Rune 
Matthew Perry, Lise Nørgaard og Holger Rune
Foto: Phil Mccarten/Reuters/Ritzau Scanpix, Lars H. Laursen og Søren Jul Lamberth
Året går snart på held, og i en pressemeddelelse fremgår det nu, hvilke personer danskerne har google mest i 2023.

Vi er kommet et godt stykke ind i december, og det betyder samtidig, at det snart er den tid på året, hvor der er tradition for at se lidt tilbage og gøre status.

Det gør man også hos Google, som nu har opgjort, hvad danskerne har været mest glade for at google.

I en pressemeddelelse fremgår det blandt andet, hvilke 10 personer som vi herhjemme har googlet mest i 2023.

På listen finder man blandt andre Jonas Vingegaard, der igen vandt Tour de France, Lise Nørgaard, som døde den 1. januar, og Andreas Mogensen, der igen blev sendt en tur op i rummet.

Det er dog en helt fjerde person, som scorer førstepladsen på listen; nemlig Holger Rune.

Den 20-årige tennisstjerne er stormet frem på verdensranglisten her i 2023, og i sommer var der mange, som fulgte ham under Wimbledon.

På andenpladsen finder man Jonas Vingegaard, og lige efter ham kommer popstjernen Taylor Swift, som netop er blevet kåret til ”Årets Person”.

På fjerdepladsen finder man sanger Tobias Rahim, og efter ham kommer først forfatter og journalist Lise Nørgaard og dernæst ”Venner”-stjernen Matthew Perry, der døde i oktober.

På syvende-, ottende-, niende- og tiendepladsen finder man henholdsvis håndboldspilleren Mikkel Hansen, den afdøde sangerinde Tina Turner, statsminister Mette Frederiksen og astronaut Andreas Mogensen.

Læs mere om: