11. jan. 2019
Af Annemette Mikkelsen

Mikkel Hansen: Fantastisk at blive far

Mikkel Hansen efter Danmarks åbningskamp mod Chile. 
Mikkel Hansen efter Danmarks åbningskamp mod Chile.
Foto: Jesper Sunesen
Danmarks helt store håndboldstjerne Mikkel Hansen blev far få dage før VM på hjemmebane startede.

- Det var fantastisk! Ingen tvivl. Det tror jeg, at alle mennesker, som har prøvet det, synes, lyder det glad fra håndboldmastodonten Mikkel Hansen efter Danmarks overbevisende åbningskamp mod Chile i Royal Arena.

Mikkel Hansen og kæresten Stephanie Gundelach blev forældre for første gang til deres lille søn Eddie Max få dage før VM startede.

Stor betydning at få fri

Det betød også, at Mikkel fik lov til at forlade VM-truppen nogle dage, da holdet var på træningslejr optil slutrunden.

-Nikolaj (Jacobsen, Danmarks landstræner red.) gav mig nogle dage fri, og har givet mig lov til at komme frem og tilbage fra familien til træning, siger Mikkel Hansen og fortsætter:

- Det har betydet meget for mig, at jeg har haft lidt tid sammen med dem og kunne komme lidt væk fra det hele, og bare være sammen med dem. Få slappet af og sørget for, at han kom godt i gang i den her verden, siger den nybagte far med et kæmpe smil.

Var med til fødslen

Fridagene betød også, at Mikkel havde mulighed for at være med til fødslen.

For da han blev spurgt om han var med falder svaret prompte:

- Ja, naturligvis. Det er trods alt første gang. Hvis jeg missede det, ville det være hårdt ved mig resten af livet, fortæller han.

Du kan følge Mikkel Hansen og de andre håndboldhelte igen på lørdag, når de skal møde Tunesien i Jyske Bank Boxen.

Læs mere om: