2. mar. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Phillip Faber har komponeret et nyt værk til DR Pigekoret

Phillip Faber
Phillip Faber.
Foto: Martin Høien
DR Pigekoret tager på en lille forårsturné, og med det kommer der nyt fra Phillip Faber.

Tilbage i november annoncerede den populære dirigent Phillip Faber sin afgang fra DR Pigekoret, men inden det er helt slut, indtager pigekoret i løbet af marts tre forskellige kirker. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Den lille turné bringer DR Pigekoret til Holmens Kirke, Viborg Domkirke og Vor Frue Kirke i Svendborg. Her vil de blandt andet komme rundt med forskellige folketoner, forårssange og så vil de også fremføre et helt nyt værk af Phillip Faber.

Værket hedder ”Hvis nu lyset”, og er skrevet helt særligt til koret, som han siger farvel til i sommeren 2023.

- Teksten handler om kontrasten mellem lys og mørke, om at kigge indad og om at insistere på at lære noget af det, man finder der. Jeg fandt en stor energi i at skrive et værk til sangerne, som jeg har arbejdet så intenst med de sidste 10 år, med netop dette emne om lys som omdrejningspunkt, fortæller Phillip Faber i en pressemeddelelse fra DR.

Teksten til værket er skrevet af den unge danske digter Helene Johanne Christensen.

Skulle man have lyst til at opleve nye som gamle korværker, finder koncerterne sted fra den 11. – 13. marts i Holmens Kirke, den 25. marts i Viborg Domkirke og slutter af i Vor Frue Kirke i Svendborg den 26. marts.

Læs mere om: