5. feb. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Se billederne: Jørgen Leth var omgivet af familien på stor aften

Jørgen Leth
Jørgen Leth
Foto: Birger Storm
Jørgen Leth blev lørdag hædret med en ærespris ved årets Robert-show, og i salen var flere familiemedlemmer til stede.

Lørdag aften blev årets Robert-priser uddelt til årets bedste film og tv-serier samt skuespilpræstationer, og traditionen tro skulle der også uddeles en ærespris.

Den gik i år til Jørgen Leth, der har lavet film siden 1963, og i en alder af 85 havde han sidste år premiere på endnu en dokumentarfilm, nemlig ”Music for black Pigeons”.

- Jeg er stolt over, at jeg lige har haft en ny premiere nu i mit 85. år og ovenikøbet har succes med den film. Det er jeg meget glad for. Det er ikke altid, jeg har haft succes med mine film, udover at jeg selv har været tilfreds med dem, lød det blandt andet i takketalen fra Jørgen Leth, der efter mange års bidrag til dansk film nu er blevet hædret med en ærespris.

- Jeg er glad for den her, som jeg lige har fået. Det er næsten for meget. Men jeg tager gerne imod den, det gør jeg, sagde filmmanden videre.

Jørgen Leth benyttede desuden lejligheden til at rose sin svigerdatter, som kort forinden selv havde været på scenen for at modtage en pris.

Tea Lindeburg har nemlig instrueret filmen ”Du som er i himlen”, der vandt en Robert i kategorien ”Årets adapterede manuskript”. Jørgen Leth har langt fra set alle de film, som lørdag modtog en Robert, men han har selvfølgelig set svigerdatterens mesterværk.

Tea Lindeburg (t.v.) med tre af skuespillerne fra serien: Ida Cæcilie Rasmussen, Palma Lindeburg Leth og Flora Ofelia
Tea Lindeburg (t.v.) med tre af skuespillerne fra serien: Ida Cæcilie Rasmussen, Palma Lindeburg Leth og Flora Ofelia.
Foto: Birger Storm

- Jeg har set Teas film, selvfølgelig, som jeg er vild med, og den vil jeg gerne gøre endnu mere reklame for, understregede Jørgen Leth med et smil til stor begejstring for publikum.

Hans barnebarn Palma Lindeburg Leth, som er datter af Tea Lindeburg og Kristian Leth, var også med til prisshowet, for hun spiller med i ”Du som er i himlen”.

I salen til årets prisfest var også Jørgens Leths ekskone Hanne Uldahl, som er mor til Kristian Leth og farmor til Palma, samt hans datter, Karoline Leth.

Jørgen Leths ekskone Hanne Uldahl med hans datter, Karoline Leth
Jørgen Leths ekskone Hanne Uldahl med hans datter, Karoline Leth
Foto: Birger Storm

Læs mere om: