3. sep. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Skønt billede: Nicolai Jørgensen havde sin stolte mor med til kendisfest

Nicolai Jørgensen
Nicolai Jørgensen
Foto: Mikael Rieck
Nicolai Jørgensen var nomineret til en af årets mange SVEND Priser, og han havde inviteret sin stolte mor med til prisfest på Sydfyn.

Det vrimlede med kendte danskere på torvet i Svendborg onsdag aften, for her blev årets SVEND Priser nemlig uddelt.

Det er publikum, som bestemmer, hvem der skal løbe med hæderen, og blandt de forventningsfulde gæste var Nicolai Jørgensen.

Han var nemlig nomineret som ”Årets skuespiller i en TV-dramaserie” for sin rolle i ”Carmen Curlers”.

Til prisfesten var den 33-årige skuespiller i særdeles godt selskab, for han havde inviteret sin mor med til kendisfest på Sydfyn.

- Min mor er nærmest fra Svendborg, fortalte Nicolai Jørgensen, der selv er opvokset i Odense.

- Jeg er pivstolt og glad, fordi min søn er glad, og det er det vigtigste for mig som mor, fortalte Lis på syngende fynsk.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-09-03/_mho4864.jpg
Nicolai Jørgensen med sin mor, Lis.
Foto: Martin Høien

Hun var desuden meget stolt over, at han havde inviteret hende med på den store aften.

- Det har været spændende at følge ham og hans karriere. Nicolai er fuldstændig nede på jorden og tager det, som det kommer, og er meget glad for sit arbejde og virkelig dedikeret og ydmyg. Og det er vigtigst for os som forældre – både min mand og jeg, sagde hun videre.

- Det var alt det rigtige, du lige sagde der, mor, lød det rosende fra sønnen.

- Er det rigtigt?! Jeg har været så nervøs, sagde hun med et smil.

Nicolai Jørgensen har i de seneste år haft stor succes som skuespiller, og foruden ”Carmen Curlers” har man også kunnet opleve ham i ”Dag & Nat", ”Doggystyle”, ”Viktor mod Verden” og Tivoli Revyen.

Til efteråret kan man se ham i anden sæson af ”Carmen Curlers” og i den nye film "Hygge".

Selv skal han snart i gang med optagelserne til anden sæson af ”Dag & Nat”, og i 2024 kan man derudover opleve ham som Mads Skjern i den nye musical om ”Matador”.

Se flere billeder af de kendte gæster til SVEND Prisen i galleriet herunder:

Kendte til SVEND Prisen 2023

Læs mere om: