12. okt. 2016
Af John Lautrup

Troels Kløvedal: Jeg dør snart

Troels Kløvedal
Troels Kløvedal
Foto: AOP
Troels Kløvedal er uhelbredeligt syg. Han lider af både en lungesygdom og en aggressiv sklerose, fortæller han i ny bog.

Troels Kløvedal, 73 år, stævner snart ud på sit sidste togt. Han skal dø. Og der er ikke langt igen. Sådan lyder hans chokerende udmelding i samtalebogen "Modne mænd", skrevet af Bo Østlund.

Søfareren og forfatteren, der lærte danskerne at drømme om fjerne, palmeklædte kyster længe før sønnen Mikkel Beha Erichsen, er uhelbredeligt syg. Han lider af den kroniske lungesygdom, bronkiektasi, og har under 50 procent af sin lungekapacitet tilbage. I juli stødte en endnu værre sygdom til, nemlig den voldsomt aggressive skleroseform, ALS, der gradvist lammer kroppen.

- At jeg skal dø, er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. Rent kropsligt fungerer jeg, men mine lunger er meget syge, og jeg taler meget, meget svagt og meget utydeligt, fortæller Troels Kløvedal i "Modne mænd".

Interviewet blev lavet i juli, og siden har han ikke vist sig offentligt.

Troels Kløvedal: Jeg kan godt finde ud af at dø

- Jeg kan godt finde ud af det at dø. Det har min livserfaring hjulpet mig med, men at skulle blive lam først, det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg også skiftet til holdning til aktiv dødshjælp. Før syntes jeg, at lovgivningen var ok, men i dag synes jeg, at man skal have ret til at dø, når man vil. Hvorfor skal man igennem alle de grufulde lidelser, der ligger i en lammelse, når man alligevel snart skal dø, siger Troels Kløvedal i bogen, hvori han også slår fast, at han dør som en lykkelig mand. Taknemmelig for det eventyrlige liv, der blev hans.

LÆS MERE: Dronning Margrethe møder Troels Kløvedal

Troels Kløvedals døtre: Vi er hos dig

- Jeg kan godt spekulere over, hvor hjælpeløs jeg bliver til sidst, men mine vidunderlige døtre siger: "Far, vi er hos dig" - og når jeg kigger ind i deres glade ansigter, glemmer jeg alt om min tilstand, fortæller Troels Kløvedal i "Modne mænd".

Troels Kløvedal har fem børn med fire forskellige kvinder. Foruden Mikkel Beha Erichsen er det døtrene Gurli Marie, Sille og Lærke. Og for 19 år siden kom efternøleren, Asbjørn, som han har med sin nuværende kone, Else-Marie Meldgaard.

Bogen udkommer på fredag, og man kan læse om den på www.modnemaend.dk

SE BILLEDERNE: Kurs mod fjerne kyster: Gense de skønne øjeblikke

Læs mere om: