26. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Vejrvært Søren Jacobsen fortæller: Derfor har jeg sagt op

Søren Jacobsen
Søren Jacobsen
Foto: Niels Åge Skovbo
Søren Jacobsen har sagt farvel til jobbet som vejrvært efter 22 år. Nu fortæller han hvorfor, og hvad fremtiden bringer.

Gennem 22 år har Søren Jacobsen været en af de faste vejrværter på DR, men nu har den 61-årige vejrprofil sagt farvel til jobbet.

Han havde sin sidste vagt torsdag 21. juli og blev i den forbindelse overrasket af sine kollegaer på direkte tv.

Overrasket af kollegaerne

- Min redaktør havde sagt, jeg skulle bruge lidt tid til sidst til at sige farvel – og det bøvlede jeg lidt med – for hvad pokker skal man sige? Jeg havde ingen fornemmelse af, at de havde arrangeret noget, og det var overraskende og rart, at nuværende og tidligere kollegaer dukkede op og hjalp mig med at sige farvel, forklarer han i en mail til BILLED-BLADET.

Gennem sine 22 år som vejrvært har Søren Jacobsen arbejdet i både Søborg, på Amager og senest i Aarhus, hvor DR’s vejrudsigter er blevet sendt fra siden 2018.

Det rigtige tidspunkt

- Arbejdspladsen i Aarhus er rigtig fin, men mine livsinteresser ligger i Humlebæk og København, og jeg har aldrig lagt skjul på, at min tid i Aarhus var begrænset til mellem to og fem år, og det blev så til fire og et halvt i Aarhus. Jeg føler, at nu er det rigtig tidspunkt at stoppe.

Det er dog ikke sikkert, at Søren Jacobsen har sendt sin sidste vejrudsigt på DR, for hvis de i fremtiden mangler en ekstra medarbejder for at få vagtplanen til at gå op, træder han gerne til.

- Derudover har jeg lidt forskellige ting på brættet. Holde lidt foredrag om vores klimaudfordringer – hvis nogen gider høre – men jeg vil også gerne bruge min tid på min familie. De har måske savnet mig lidt de seneste år. Og så ro kajak, sejle sejlbåd og spille musik, lyder det fra Søren Jacobsen om fremtiden.

Læs mere om: