
Er vist ikke sket før: Nu kommenterer dronning Mathilde på sønnens DJ-karriere

Han er nummer tre i den belgiske tronfølge, men prins Emmanuel er stadig bare en ung mand på 19 år med interesser som sine jævnaldrende.
Kong Philippe og dronning Mathildes søn prins Emmanuel har da også kastet sig over et projekt, som der vist ikke er nogen prinser, der har begivet sig ud i før.
Prins Emmanuel er nemlig blevet DJ under navnet Vyntrix.
Det skriver flere udenlandske medier heriblandt Point de Vue.
Det belgiske kongepar støtter fuldt ud deres søn, som er i camouflage – bestående af skimaske og halsedisse – når han optræder, lyder det i artiklen fra det franske medie.
Prinsens mor, dronning Mathilde, har ifølge Point de Vue forklaret lidt mere om prinsens musikprojekt til mediet Het Laatste Nieuws.

Her fortæller dronningen, at prinsen laver sin musik med en fransk DJ, og at det ikke går stille for sig.
I hvert fald jokede dronning Mathilde med, at det er godt, familien bor i et ”rummeligt hus”.
Den belgiske kongefamilie bor på Laeken-paladset i Bruxelles.

Det er jo op til den enkelte, om man kan lide prins Emmanuels musik, men han har i hvert fald fans i Luxembourg.
Her har storhertugparret i Luxembourg brugt hans sang ”RIO” under et opslag på Instagram.