11. sep. 2020
Af Marianne Singer

Får Belgien snart en ny prinsesse?

Foto-montage af kong Albert og Delphine Boël.
Foto-montage af kong Albert og Delphine Boël.
Foto: Ritzau Scanpix
Nu er der sat dato på for, hvornår kong Alberts datter uden for ægteskab, Delphine Boël, får besked om, hvorvidt hun i fremtiden kan kalde sig prinsesse.

Torsdag fortsatte den retssag, som kunstneren Delphine Boël, 52, kong Alberts datter uden for ægteskab, kører mod sin far.

Ifølge News1 vil den belgiske domstol senest afgive en dom i sagen den 29. oktober.

Vil være prinsesse

Under høringen i Bruxelles blev der fra Delphine Boëls side anmodet om, at hun fremover vil kunne benytte sin biologiske fars efternavn, Sachsen-Coburg og Gotha, samt titlerne "Hendes Kongelige Højhed" og "Prinsesse af Belgien".

Det meddelte både Delphine Boëls og kong Alberts advokater efterfølgende.

https://imgix.billedbladet.dk/20200910-150355-6_28mb.jpg
Delphine Boël under høringen torsdag.
Foto: Ritzau Scanpix

Ønsker anerkendelse

- Disse titler tilhører hende lige så meget, som de tilhører kong Alberts andre børn, lød det fra Delphine Boëls advokat Marc Uyttendaele. - Min klient har aldrig ønsket andet end at blive behandlet på nøjagtig samme måde som kongens andre børn, hendes brødre og søster.

Derudover tilføjede han, at prinsesse-titlen i sig selv ikke var vigtig, men at det ikke er acceptabelt, at et barn bliver behandlet anderledes end et andet.

Ikke enig

Ifølge 86-årige kong Alberts advokater er det ikke rettens afgørelse, hvorvidt hans datter kan få disse titler.

Delphine Boël vil derfor skulle tage yderligere "administrative skridt" for at få opfyldt sine krav.

I begyndelsen af året anerkendte kong Albert at være biologisk far til Delphine Boël efter en flere år lang og opslidende retssag og en DNA-test.

Læs mere om: