22. feb. 2022
Af Lene Skriver Bak

For første gang siden officiel undskyldning: Philippe og Mathilde besøger Congo

Kong Philippe og dronning Mathilde.
Kong Philippe og dronning Mathilde.
Arkivfoto: Mega
Kong Philippe undskyldte i 2020 sit lands brutale fortid som kolonimagt og nu rejser han og dronning Mathilde for første gang siden til den tidligere belgiske koloni Congo.

Kong Philippe markerede 60-årsdagen for Congos selvstændighed i 2020 ved at udtrykke sin 'dybeste fortrydelse' over Belgiens fortid som brutal kolonimagt.

Undskyldningen blev omtalt som historisk i belgiske medier, fordi en belgisk konge aldrig tidligere har undskyldt for fortiden, men den blev dog ikke modtaget med jubel alene.

Congolesiske politikere, med oppositionens Martin Fayulu i spidsen, gav dog ikke meget for undskyldningen, som de kaldte "bare ord" og efterlyste faktisk handling, så udnyttelsen af Congo og landets ressourcer kunne høre op.

Kong Leopold den 2., der var konge i Belgien fra 1865 til 1909, anklages for voldsomme uhørligheder i Congo med blandt andet anklage om forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med sin regering af landet. Belgiske konger sad som regent over Congo helt frem til kong Philippes farbror, kong Baudouin, der var konge fra 1951 til sin død i 1993.

Det var kong Baudouin, der i 1960 erklærede Congo for selvstændig med en tale, der blev voldsomt kritiseret. Kong Baudouin hyldede nemlig kong Leopold den 2. og kaldte ham et geni.

60 år senere valgte Baudouins nevø kong Philippe altså at undskylde for fortidens synder, mens hans lillebror, prins Laurent, ifølge avisen The Guardian, kort forinden havde udtalt, at han ikke kunne se, hvordan Leopold den 2. kunne være ansvarlig for uhyrlighederne i Congo, når han aldrig havde sat fod i landet.

Spædingerne mellem kongehuset og den colgolesiske befolkning kan altså ikke siges at være endegyldigt skrinlagt, og nu står kong Philippe og dronning Mathilde så med planer om at besøge Congo.

Ifølge The Brussels Times har den congolesiske præsident Félix Tshisekedi inviteret kong Philippe og dronning Mathilde på officielt besøg, der skal finde sted fra 6. til 10. marts.

Med på besøget er også den belgiske premierminister Alexander De Croo og andre ministre fra den belgiske regering.

Det er første gang i 12 år, at et belgisk kongepar besøger Congo.

Sidst var i 2012, da daværende kong Albert og dronning Paola besøgte landet i forbindelse med 50-året for Congos selvstændighed.

Læs mere om: